5 gode anti-stress råd når sommerferien er forbi
Hvis det er lykkedes dig at bruge en lang sommerferie til at falde helt ned, så er din hjerne og dit nervesystem gået i restitutions-modus. Og det er jo egentlig også meningen med at holde ferie.
Men det kan være hårdt at blive kastet ud i det hektiske arbejdsliv fra den ene dag til den anden. Måske har tingene oven i købet hobet sig op i dit fravær og din indbakke er propfuld. Så er det nemt at blive overvældet!
Hvis du reagerer ved at sætte i højt gear fra dag 1, vil din krop helt automatisk producere stresshormoner og den sindsro, du havde opnået under ferien, vil fordufte som dug for solen.
Her er 5 små gode råd, som gør overgangen lidt lettere.
1. Accept
Accepter at det er en stor omvæltning at skifte fra primært at være (being mode) til hverdagens travle gøren (doing mode). Hele din krop, dit sind og ikke mindst dit nervesystem skal skifte gear. Det er ikke spor unaturligt, at det tager lidt tid.
2. Få overblik og prioriter
Hav tålmodighed og se i øjnene, at du ikke kan nå det hele på én gang. Skab overblik med en liste og prioriter så i 4 kategorier:
- Vigtigt
- Haster
- Kan vente
- Kan uddelegeres
3. Tag mindfulde mini-pauser i løbet af dagen
Beslut dig for at stoppe op 1-3 minutter en gang i timen. Du kan bare blive siddende ved dit skrivebord, og andre behøver ikke at bemærke noget.
- Bliv bevidst om din vejrtrækning
- Læg mærke til sansefornemmelserne i din krop (f.eks. fornemmelsen af dit sæde og dine fødders kontakt med gulvet)
- Lad dit sind falde til ro
4. Klap dig selv på skulderen – og planlæg næste dag
Når dagen slutter så se tilbage på dagens aktiviteter og opgaver og klap dig selv på skulderen for det du har nået – og lav så en liste for i morgen. Du har lavet nok for i dag og skal hjem og holde fri.
5. Kør hjem med mindfulness
Hvis du kører bil til og fra jobbet, så brug turen til at være mindful.
- Sluk radioen eller spil blid, dæmpet musik.
- Læg mærke til dine omgivelser, som om det var første gang du kørte her.
- Mærk din vejrtrækning og sænk skuldrene.
Du kan gøre det samme i bus eller tog.
Seneste kommentarer